Film efterår 2026

No Other Choice - Sydkorea
Vilde billeder, stort opsatte bravurscener og tjept skiftende suspense og kulsort komik smelter sammen i et samfundskritisk mordtogt.
At miste sit drømmejob er at få sin tilværelse rykket op med rode. Og familiefaren Man-soo har et så rosenrødt småborgerliv, at man hurtigt gruer for, hvor langt han vil gå for at beskytte det.
Et amerikansk selskab opkøber den papirfabrik, hvor Man-soo har excelleret som mellemleder og hælder nu samtlige medarbejdere ud på gaden. Et år senere står han stadig uden arbejde, opsparingen er brugt op, børnene har fået nok af ham, og konen har taget småjobs som sekretær hos en flot, yngre tandlæge.
Efter en ydmygende afvisning fra en tidligere ansat – hvis SoMe-perfekte mellemlederliv Man-soo har stirret sig blind og blodtørstig på – beslutter han sig for at fjerne ham og overtage hans stilling.
For at blive drømmekandidat må han dog lokke sine nærmeste konkurrenter med en falsk jobannonce og plaffe dem én for én med sin fars gamle pistol fra Koreakrigen – en snedig plan, han klodset eksekverer.

The Secret Agent - Brasilien
Drama om militærdiktaturet i 1970'erne tager overrumplende drejninger og viser, hvad voldelig undertrykkelse gør ved et menneske.
The Secret Agent er en undertiden surrealistisk affære, der undviger oplagte dramatiske vendepunkter og i stedet fokuserer på en konstant følelse af uro.
Året er 1977, og Mouras Armando rejser til Recife under karnevallet. Han kører ind på en landlig tankstation for at tanke og bemærker et lig, der ligger ubevogtet i støvet. Det har ligget der i flere dage og ventet på, at politiet – midt i deres travle program med at kræve bestikkelse og forfølge dissidenter – får tid til at samle det op.
Det er en stærk illustration af tidens kaos og kynisme, men det går hurtigt op for os, at Armando allerede kender farerne.
Hans besøg i Recife er et stop på en slags underjordisk flugtrute, efter at han er kommet i unåde hos regimet og dets magtfulde støtter i sit tidligere liv som akademiker. Han har mistet sin kone og er blevet adskilt fra sin unge søn.
Med hjælp fra et netværk af aktivister håber Armando at blive genforenet med sit barn og forlade landet, men der kan opstå komplikationer. Han må først tage et job og holde lav profil, indtil papirerne kan blive ordnet. Imens er lejemordere på jagt efter ham.

Det blå spor – Brasilien
En film om 77-årige Terezes tur op ad Amazonas, der lægger op til store spørgsmål om ældrebyrde og samfundets kynisme. I en nær fremtid i Brasilien har staten fundet en effektiv måde at håndtere den voksende ældrebyrde på. Borgere over en vis alder bliver "hædret" og sendt til en mystisk koloni, hvorfra ingen vender tilbage.
Tereze arbejder på en fabrik, der forarbejder alligatorkød, og lever et stille liv i et blikskur. Alderdommen har hun ikke brugt meget energi på at tænke over, før embedsfolk en dag dukker op med en laurbærkrans og en ceremoni, der hylder hendes "bidrag til nationen". Bag æresbevisningen gemmer sig den egentlige besked: tid til koloni!
Tereza reagerer ikke med oprør, men med en stille stædighed. Hvis samfundet mener, at hendes liv er ved at være slut, vil hun i det mindste nå én ting først. Hun vil flyve i et fly.
Terezas beskedne drøm sender hende op ad Amazonas i en lille, slidt båd med en lettere fordrukken skipper (Rodrigo Santoro). Derefter driver hun langsomt fra møde til møde med mennesker, der alle har egne strategier for at undgå statens indblanding i deres liv.
